14. december 2023 - referat fra Udsatterådet
Her finder du den seneste dagsorden eller det seneste referat fra Udsatterådet.
Udsatterådet 14. december 2023
Åben
Beslutning
Dagsorden godkendes.
Åben
Beslutning
Hytteby: Der skal etableres 10 boliger i Nørresundby nær Verdens Ende lige ved Mentiqa-skolen. Alt går planmæssigt. Der er endnu ikke indløbet klager fra naboer til Planklagenævnet, men det kan selvfølgelig nå at ske endnu. Man er ved at undersøge, hvordan grunden kan udnyttes bedst muligt, så de 10 huse kommer til at ligge godt med god afstand mellem husene. Der skal også være plads til et fælleshus med kontor, vaskeri og andre fællesfaciliteter. Skurbyens beboere er blevet interviewet, så deres viden og erfaring kommer i spil i forhold til etablering af Hyttebyen - herunder, hvordan beboerne i den nye by bedst muligt kan være med til at sætte sit eget præg på egen bolig. Dette er helt efter Udsatterådets anbefalinger.
Der har heldigvis været gode indslag i medierne om, hvor fint det kører i Kærby, hvor Skurbyen ligger. Både skoleinspektør og det lokale samråd har udtalt fx sig i den sammenhæng.
Jeannette: Hvorfor skal det hedde Hyttebyen? Det hedder en Skurby. Jeannette synes, at det er at nedgøre, og at man skal kalde det, hvad det er. En Hytteby lyder som en campingplads, hvor man kan leje sig ind midlertidigt. Det har ikke noget med hytter at gøre, synes Jeannette.
TinaMaria: Navnet er vedtaget før placeringen af stedet. Hun oplever, at det at kalde det en Skurby er nedgørende. Det er ikke skure, men boliger man bygger. Det hedder også Hytteby i for eksempel Vejle.
Jeannette: Det lyder camping-agtigt, og det passer slet ikke til den livsstil, som leves i miljøet, og som målgruppen har. Men vi har vel forskellige opfattelser af, hvad der ligger i ordene.
TinaMaria: TinaMaria fortæller, at stedet skal navngives af de beboere, der flytter ind. Så må vi se, hvad det kommer til at hedde.
Carsten: Carsten kan godt følge Jeannette. Udsatterådet var dem, der først kom med et ønske om en ny Skurby til rådmanden, og som fik det igennem dengang. Og rådet ønskede en udvidelse eller en ekstra Skurby. Men nu får vi en ekstra, og det er det vigtigste.
Lise: Kommunen har lyttet til Udsatterådet – både da den gamle rådmand og det daværende byråd besluttede, at der skulle arbejdes på at etablere en ny Skurby, og da man bestemte, at der for alvor skulle være brugerinddragelse i forhold til etablering og udformning. Det er rigtig godt. Og det er også rigtig godt, at kommunen vil have beboerne til at navngive stedet – også en anbefaling direkte fra Udsatterådet.
Brobyggersygeplejersker og lighed i sundhed: Regionen har besluttet at nedlægge brobyggersygeplejerskerne pr 1. januar 2024 som et led i besparelserne. Det er en katastrofe. Rådmanden løfter det politisk. Kommunen har selvfølgelig ikke indflydelse på regionen og deres budgetter, men det bliver italesat meget tydeligt fra kommunalpolitisk hold.
Der er i den grad behov for et fokus på lighed i sundhed. Undersøgelser viser, at borgere i socialt udsatte positioner har et markant ringere helbred end andre og en meget sporadisk og dårlig kontakt til det etablerede sundhedssystem. Dette gælder både i forhold til det somatiske og det psykiatriske område.
Aktuelt laver vi på tværs af region og Aalborg Kommune en prøvehandling, hvor en praktiserende læge følger gadesygeplejersken for at yde en fremskudt indsats og samle viden om sundhedstilstanden på gadeplan. Denne vil vi løfte videre til regionen, så vi kan vise, at vi mangler kommunalregionale indsatser, som kan være med til at bryde med uligheden i sundheden – netop som brobyggersygeplejerskerne gør. Det ville både være godt med brobyggersygeplejersker og en fleksibel lægepraksis, hvor borgere fx kan møde op uanmeldt og føle sig set og forstået.
Jeannette: Det vil være en god idé at ansætte sygeplejersker på varmestuerne.
TinaMaria: Der er allerede sket en positiv udvikling i antallet af sundhedsfaglige medarbejdere på vores tilbud. Der er fx ansat sygeplejersker på herberg, Reden, Varmestuen i Søndergade, og der er frivillige med sundhedsfaglig baggrund flere steder. Men vi kan sagtens bruge flere.
Hjemløsestrategi: Der bliver arbejdet på at omsætte Hjemløsestrategien i praksis. Herunder er der fx fokus på overgange mellem hjemmepleje og sociale tilbud og på at etablere fremskudte indsatser fra både Ydelse og Jobcentret på væresteder osv.
Åben
Indstilling
Politiassistent Jakob Nielsen fortæller om indsatsen ved Forebyggelse Aalborg Kommune.
Udsatterådet har mulighed for at spørge ind og komme med gode ideer.
Tid: 11.00-11.45
Beslutning
Vi har først en kort præsentation af Udsatterådet – dets formål og de aktuelle medlemmer. Jakob Nielsen fra Forebyggelse fortæller derefter om enheden, og Udsatterådet spørger løbende ind.
Jakob: Forebyggelse holder til ved Grønlands Torv. Der er ikke tale om en nærpolitistation, men om en enhed for forebyggelse for hele Aalborg Kommune.
Enheden arbejder primært med unge under 18 år. Her er der et tæt samarbejde med kommunen gennem SSP-samarbejdet (skole, socialområdet og politi). I forhold til de unge under 18 år har politiet underretningspligt til skole og socialområde, hvis de observerer noget i døgnrapporten.
Gennem SSP er der også fokus på de unge mellem 18 og 25 år. I forhold til disse unge er det ikke lovpligtigt at underrette.
Ved begge grupper gøres der dog det samme, når noget registreres i døgnrapporten: En betjent fra Forebyggelsesenheden opsøger dem således sammen med en medarbejder fra kommunen, og de tilbydes hjælp. Det er kun de unge under 18 år, som ikke har mulighed for at sige nej tak til hjælpen.
Forebyggelse indgår også i PSP-samarbejdet, som er et tæt samarbejde mellem Psykiatrien, Aalborg Kommunes socialområde og politiet. Jakob sidder i dette samarbejdsorgan. Han holder øje med døgnrapporten og trækker en liste en gang om måneden cirka, hvor han screener, hvem der har brug for psykiatrisk og/eller social hjælp. Mange borgere fra udsattemiljøet får desværre ikke den hjælp, de har brug for i Psykiatrien, fordi de er påvirkede, og fordi Psykiatrien er overbelastet.
Jeannette: Jeannette tvivler på, at Psykiatrien er så overbelastet. Hun har på egen krop erfaret – og hørt fra en masse andre – at Psykiatrien afviser folk på grund af uvidenhed. Fx har de ikke villet beholde hende, fordi hun havde et hjem, selvom hun var virkelig skrøbelig og meget trængende. Jeannette har nogle gange tænkt, at man nærmest bliver nødt til at opføre sig voldsomt og ustabilt i gadebilledet for at blive indskrevet. Stå og vifte med en kniv eller sådan noget. Jeannette er blevet afvist rigtig mange gange.
Jakob: Vi er godt klar over, at der er sorte huller og folk, der falder mellem to stole. Jakob har månedlige møder med Gadeteamet, Kriminalforsorgen og rådgivere fra Psykiatrien. Til disse møder bringer han listen over de borgere, som har brug for hjælp. Han går udenom dem, der allerede er i systemet. Jakob finder dem, der falder mellem to stole, og så håber han på, at de andre bringer de borgere, der allerede er i systemet, op på møderne. Jakob lover, at han vil tage den udfordring, som Jeannette italesætter, op til et PSP-møde.
Carsten: I Udsatterådet har vi altid haft et særligt fokus på de unge. Vi har kæmpet for, at der skal gøres noget for dem, der er sofasurfere, og som falder mellem stolene.
Jakob: Det er Jakob glad for at høre. I hans enhed er man særligt opmærksomme på at forebygge, at de unge ikke kommer med i bander.
Jeannette: Udsatte døjer meget psykisk. Rigtig mange har brug for et pusterum. Kan de komme op i Psykiatrien? Kan man prøve at lave et tilbud der, hvor borgere kan møde op, så ting kan tages i opløbet, inden det bliver for alvorligt.
Jakob: Jakob lover at give forslaget videre.
Lise: Et sådan forslag kan Udsatterådet samtidig selv arbejde videre med til næste år. Der kunne måske arbejdes overordnet med sundhed?
Jeannette og Jimmi: Vi vil rigtig gerne hjælpe politiet, men når vi ringer til dem med noget, og de så hører, at vi ringer fra en varmestue eller et hellested, så vil de ikke høre på os. I udsattemiljøet oplever vi gang på gang, at vores politianmeldelser ikke tages alvorligt. Det er ikke i orden. Vores retssikkerhed forsvinder, og vi bliver set som mindre vigtige og mindre seriøse.
Politi: Politiet tror, at det handler om uvidenhed blandt betjentene – især blandt de unge. Og man får ikke altid set bag om mennesket midt i travlheden. Det er en forklaring, men det er bestemt ikke i orden.
Louise: Det gælder også den anden vej rundt. Louise har fx oplevet en omsorgsfuldhed fra politiets side, men er smuttet uden at tro på den. Det er også uvidenhed fra vores side, som måske bunder i dårlige oplevelser. Men det bliver meget os-mod-jer.
Politiet: Politiet tager dette med tilbage. Måske kan politiets kommunikationsafdeling lave noget, som kan være med til at skabe viden blandt betjentene om udsattemiljøet og de borgere, som er en del af det. Viden om, hvordan politi og borgere fra udsattemiljøet kan hjælpe hinanden. Måske kan Udsatterådet samtidig holde nogle oplæg for politiet, hvor rådets medlemmer fortæller om sig selv?
Lise: Det er netop sådan noget, jeg også vil foreslå. Udsatterådet kan fx rykke ud til frokost- eller personalemøder, hvor man i mindre grupper kan have dialog og skabe gensidig viden. Der kan også laves en pamflet eller folder til uddeling blandt de udsatte i forhold, hvem man kontakter og hvornår, hvis der er noget.
Dorte: Hvad gør I i forhold til borgere med ulovligt ophold?
Jakob: Det er ressourcekrævende. Vi skal agere på det, men nogle gange vender vi det blinde øje til, fordi det er så svært at agere på. Det er ofte svært at bevise, at de er her ulovligt, og så er det svært at agere på det. Vi kan udvise dem, hvis vi kan bevise, at de er her ulovligt, og hvis vi griber dem i – eller kan bevise – at de gør noget ulovligt.
Det aftales, at:
- Forebyggelsesenheden og Udsatterådet skal mødes igen. Udsatterådet skal således sende en invitation til Jakob, når der er behov for et møde.
- Jakob tager det med udfordringer i forhold til at få psykiatrisk hjælp med tilbage til PSP-samarbejdet. Herunder også forslaget om at etablere et sted ved Psykiatrien, hvor man kan komme for at få et pusterum.
- Jakob tager ideen om en video og dialogmøder med tilbage til politiet, og at han giver Lise besked, når han har et svar.
Åben
Indstilling
Udsatterådet skal beslutte, hvilke overordnede områder der skal arbejdes med i 2024.
Derudover skal det besluttes hvorvidt der er foretrukne mødetidspunkter i 2024.
Tid: 11.45 - 12.20
Beslutning
Det aftales, at:
Der skal være et overordnet fokus på sundhed. Delområder kan være:
- Udlevering af rent injektionsudstyr og substitution i egen bolig – fx af Hjemmeplejen
- Brobyggersygeplejersker
- Afrusning, hvor borgere bliver afvist, fordi de samtidig er psykisk syge
- Nedbrydning af fordomme om udsatte borgere i sundhedssystemet, herunder ved Psykiatrien
Møder holdes kl. 10.30-13, inklusive frokost.
Jimmi er fortsat talsperson. Carsten er fortsat suppleant.
Åben
Beslutning
Intet at referere.
Åben
Beslutning
Se punkt 3 og 4.
Åben
Indstilling
Julefrokost fra kl. 12.30 - 13.30
Beslutning
.
Kontakt
Center for Sociale Indsatser
Hjulmagervej 22 9000 AalborgRing til os
99 31 77 55Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.