30. august 2024 - referat fra Seniorrådet
Dagsordner og referater fra Seniorrådet ligger på rådets egen hjemmeside på adressen seniorraadet.aalborg.dk
Seniorrådet 30. august 2024
Åben
Indstilling
Seniorrådet udarbejder høringssvar til budget 2025-2028.
Beslutning
Høringssvar til Senior og Omsorg budget 2025-2028.
Budgetoplæg
I 2023 blev der vedtaget en betydelig reduktion i budgettet, der skal implementeres over en treårig periode: 1% i 2024, 2% i 2025 og 2,25% i 2026. Det betyder, at vi allerede i 2025 vil opleve de besparelser, som er blevet vedtaget.
Seniorrådet ser positivt på, at den varslede rammereduktion i 2025 påvirker seks områder:
- Geriatrilæge på plejehjem
- Ændret honorering for dosispakket medicin
- Reduceret driftstilskud til skærmenhed
- Madsevice - budgettilpasning
- Serviceloven § 94 - reduceret afregningspris
- Merindtægt fra mellemkommunal refusion
Det er positivt, at der ikke forventes aktivitets - eller kvalitetsmæssige konsekvenser, ligesom der ikke vil være personalemæssige konsekvenser på disse områder.
Demografiberegning for 2025
Andelen af ældre borgere over 80 år stiger markant i Aalborg. Det stigende antal ældre vil betyde, at flere borgere vil udvikle alders- og livsstilsbetingede sygdomme, hvilket stiller store krav til plejehjem, hjemmepleje og sygeplejen. Seniorrådet har fokus på, at demografimodellen for Senior og Omsorg er en afgørende faktor for at opretholde serviceniveauet på ældreområdet i Aalborg Kommune.
Seniorrådet kan ikke acceptere, hvis der reduceres i demografimidlerne. De 47,8 mio. kr., der er øremærket som demografimidler til de ældre for at opretholde serviceniveauet, MÅ og SKAL forblive i Senior og Omsorg. Disse midler er specifikt rettet mod vores ældre og svage medborgere, og vores plejehjem, hjemmepleje og sygepleje kan ikke tåle yderligere servicereduktioner.
Enhver reduktion i demografimidlerne vil have alvorlige konsekvenser for borgere, der har brug for daglig hjælp på plejehjemmene, og det kan sågar vanskeliggøre implementeringen af de planlagte faste teams i hjemmeplejen.
Seniorrådet forventer også, at alle opstartsmidler, der tilføres kommunen i forbindelse med en kommende ældrelov, skal forblive i Senior og Omsorgs budget. For 2025 er der afsat 24,5 mio. kr., i 2026 26,4 mio. kr. og i 2027 37,7 mio. kr. Disse midler er afgørende for at højne kvaliteten, bidrage til omstillingen, og give medarbejderne i ældreplejen mere tid til den enkelte borger.
Endvidere mener Seniorrådet, at indsatsen “Flere Hænder og Højere Faglighed” fra 2021, som beløber sig til 18,8 mio. kr., SKAL forblive i Senior og Omsorgs budget, da det er nødvendigt for at vedligeholde serviceniveauet.
Budgetvirkning af nye plejehjem.
Seniorrådet udtrykker bekymring over, at dækningsgraden for plejehjem forventes at falde fra 18% i 2024 til 16% i perioden 2025-2028. Vi anerkender dog, at der er blevet handlet i god tid.
Hjemmeplejens budget vil ikke have kapacitet til en reduktion på 30% frem til 2029, medmindre demografimidlerne forbliver i Senior og Omsorg. Uden disse midler vil serviceniveauet blive betydeligt forringet.
Seniorrådet har tidligere været bekymret over de nye visitationsregler ved behov for plejehjemsplads, og vi forventer derfor, at demografimidlerne forbliver i Senior og Omsorg, da de er afgørende for at opretholde serviceniveauet.
Beregning af demografi
Antallet af ældre over 80 år forventes at stige med 590 personer i 2025. Demografi reguleringen relateret til befolkningsprognosen og den godkendte demografimodel viser, at Senior og Omsorgs budgetramme for 2025 skal tilføres 47,8 mio. kr. for at bevare serviceniveauet.
Seniorrådet støtter klart, at alle demografimidler, der er nødvendige for at opretholde hjælp og støtte til ældre medborgere, skal forblive i Senior og Omsorgs budget. Det er ikke længere værdigt for de ældre borgere, hvis der skæres yderligere i deres hjælp, både hvad angår personlig og praktisk assistance.
Konklusion
Seniorrådet insisterer på, at alle demografimidler forbliver i Senior og Omsorg for at sikre et forsvarligt serviceniveau for de ældre borgere, der er afhængige af pleje og støtte.
Til orientering støtter Ældresagen og Faglige Seniorer høringssvaret.
Bilag
Kontakt
Seniorrådet
Storemosevej 19 9310 VodskovRing til os
20 91 12 39Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.