Skip til hoved indholdet

27. august 2025 - referat fra Handicaprådet

Du har valgt en specifik dagsorden eller referat fra Handicaprådet. Du finder flere i arkivet over referater.

Arkiv over referater fra møder i Handicaprådet
27. august 2025 - referat fra Handicaprådet Referat fra Handicaprådet 2025-08-27

Handicaprådet 27. august 2025

Åben

Beslutning

Budgetmateriale fra Aalborg Kommunes forvaltningsudvalg blev fremsendt til Handicaprådet forud for mødet. Materialet er tilgængeligt på Aalborg Kommunes hjemmeside. 

Præsentationer fra budgetorienteringen er vedhæftet referatet. 

Høringssvar fra Handicaprådet vedr. budget 2026
Handicaprådet vil gerne takke for den gode gennemgang af forslag til budget 2026, hvor hver forvaltning gennemgik egne forslag. Det har stor betydning for Handicaprådet at få tilsendt alt det skriftlige materiale, forud for gennemgangen, og samtidig have mulighed for at stille opklarende spørgsmål til forvaltningsrepræsentanterne, inden høringssvar udarbejdes.

Handicaprådet er opmærksomme på, at der er tale om de enkelte udvalgs forslag og at der er lagt op til forhandlinger af forslagene i den videre budgetproces.

Handicaprådet bemærker positivt, at der i år ikke er tale om en procentuel besparelse på tværs af forvaltninger. Men bemærker samtidig, at der synes at være store udfordringer med merudgifter i nogle forvaltninger, som medfører forslag til omlægning af budgettet.

Herunder følger Handicaprådets kommentarer til budgetforslagene i den rækkefølge, forvaltningerne præsenterede materialet i forbindelse med rådsorienteringen den 27. august 2025.

Børne- og Undervisningsudvalget
Handicaprådet er meget optagede af Aalborg Kommunes arbejde med at sikre passende rammer for børn og unge med særlige behov og handicap. Handicaprådet følger med interesse implementeringen af Stærke Fællesskaber og afventer endnu at se effekten af dette.

Handicaprådet ønsker at udtrykke bekymring for samling af elever med særlige behov i fokusklasser. Ved at børn og unge flyttes til fokusklasser tættere på nærmiljø, synes der at være bedre mulighed for integration med det miljø, barnet/den unge i øvrigt færdes i. Men samtidig er der en bekymring for, om den stedlige ledelse i tilstrækkelig grad har viden og kan understøtte netop de særlige behov, barnet/den unge har. Dertil kommer, at Handicaprådet er nysgerrige efter, om der er de rette fysiske faciliteter på alle de skoler, der skal rumme fokusklasser.

Handicaprådet ser med bekymring på flytning af elever fra Kollegievejens Skole til Humlebakkeskolen, da rammerne ikke synes anvendelige for målgruppen. Det er ud fra det tilsendte materiale vanskeligt at få tilstrækkeligt indblik i dette.

Handicaprådet har forstået, at det fremadrettet vil være den skole, barnet kommer fra, der skal afholde udgiften til en eventuel overflytning til en specialskole. Handicaprådet ser med bekymring på denne praksis, da det kan sætte den enkelte skoleleder i et dilemma i afvejningen mellem henholdsvis det enkelte barns behov og skolens samlede økonomi. Handicaprådet er bekymrede for, om dette dilemma potentielt kan få negativ indvirkning på beslutningen om at overflytte et barn med særlige behov til en specialskole.

Handicaprådet er optagede af, at der er et miljø omkring børn og unge med særlige behov, som imødekommer behovene i passende grad. Dette indbefatter også de medarbejdere, der er omkring børnene i hverdagen og deres vilkår for at indgå i arbejdet. I den anledning er Handicaprådet nysgerrig i forhold til, om der investeres i medarbejdernes arbejdsmiljø for at sikre kontinuitet og nødvendig viden. Handicaprådet ser, at det er vigtigt for at forebygge sygemeldinger blandt med-arbejderne både af hensyn til medarbejdere og i forhold til de børn/unge, som har brug for at blive mødt af relativt de samme medarbejdere.

Senior- og Omsorgsudvalget
Handicaprådet ønsker at anerkende Senior og Omsorgs fokus på visitation, som understøtter øget selvstændighed og mindre indgribende indsatser. Handicaprådet bemærker samtidig, at der blev gjort rede for, at det ikke er tænkt som en servicereduktion. Handicaprådet forudsætter samtidig, at samarbejdet på tværs af forvaltning fastholdes i et rehabiliterende perspektiv. Handicaprådet ønsker i den anledning at løfte et flag for, at det kan være vanskeligt som pårørende at skul-le stå alene med den koordinerende opgave for indsatser på tværs af forvaltninger.

Handicaprådet har læst og lyttet med interesse til planerne om at bygge plejehjemspladser. Det anerkendes, at der vil være et stigende behov for plejehjemspladser i årene, der kommer, demografiudviklingen taget i betragtning. Handicaprådet er nysgerrige efter, om der er tænkt flere pladser til borgere med særlige handicap ud over almindelig aldersbetinget svækkelse og demenslignende sygdomme. Her tænkes på f.eks. borgere med psykiske udfordringer i stil med de pladser, der er på Sirius. Det kunne også være borgere med synshandicap, som Aalborg Kommune på nuværende tidspunkt ikke har særlige faciliteter til at kompensere for på plejehjem. I takt med at der bliver behov for flere plejehjemspladser, må man vel forvente, at der også bliver et stigende behov for pladser til borgere med særlige handicap.

Ud fra det tilgængelige materiale er det ikke muligt at se, om der er indtænkt grønne udearealer eller sansehaver til de kommende plejehjem. Handicaprådet håber, at der er taget højde for dette, da det er vigtigt at have adgang til grønne områder direkte fra plejehjemmet, så man kan komme ud i trygge rammer. Samtidig ville grønne arealer kunne indtænkes som rum for bevægelse på mange forskellige måder i hverdagen. Endelig er Handicaprådet nysgerrige efter, om der bliver plads til at kunne bo med sin ægtefælle i nogle af de lejligheder, der er på vej.

By- og Landskabsudvalget 
Handicaprådet ser med bekymring på forslaget om at nedskære vintertjenesten med samlet 3,8 mio. kr. Handicaprådet kan særligt være bekymrede for, om det bliver endnu mere vanskeligt for personer med gangbesvær at færdes i byens rum, når der skæres så kraftigt ned på perioden, hvor der saltes. Handicaprådet er nysgerrige efter, om man i fremtiden kan sikre rydning og saltning i de områder, hvor mange gangbesværede færdes. Det kunne være i relation til aktivitetscentre, plejehjem, pladser til offentlig transport, træningsfaciliteter mm. Det er Handicaprådets vurdering, at mange med handicap har brug for forudsigelighed også i forhold til at færdes i det offentlige rum.

Job- og Velfærdsudvalget
Handicaprådet er her særligt optaget af de foreslåede omlægninger og reduktioner i budgettet til børn- og ungeområdet. Handicaprådet anerkender, at den stigende tendens, der ses i udviklingen af særligt dyre anbringelser og forebyggelsesindsatser, er en national tendens og ikke alene et udtryk for en bekymrende udvikling i Aalborg Kommune. 

Handicaprådet er optagede af, at børn og unge får den hjælp og støtte, de har brug for og kan være bekymrede for, om det er muligt at sikre med de foreslåede reduktioner i takster og budgetter. 

Handicaprådet er nysgerrige på, om det vil være muligt at forebygge flere anbringelser gennem styrkede forebyggelsesindsatser. Handicaprådet ønsker i den anledning at anerkende, at der allerede gøres mange forskellige indsatser med et forebyggende sigte. Men kan ikke undlade at overveje, om der er mere eller andet, der kan imødegå den bekymrende og stigende tendens.

Klima- og Miljøudvalget
Handicaprådet ønsker at spørge til, om der er indtænkt støjreduktion i forbindelse med igangværende og kommende større anlægsarbejde. Her tænkes både på støj fra selve anlægsarbejdet og efter ibrugtagning. Støj udgør en væsentlig gene for personer med handicap, som gør dem ekstra overfølsomme for høje og vedvarende lyde. Støj kan på den måde komme til at virke begrænsende for nogle borgeres ophold og færden i nærheden af anlægsarbejde, men også ved større færdselsårer. 

Sundheds- og Kulturudvalget
Handicaprådet har ikke nogen bemærkninger til de forslag Sundhed og Kultur har fremsat til budget 2026. Men Handicaprådet undrer sig over, at man ikke har set nærmere på mulighederne for at sikre bedre budgetramme til vederlagsfri fysioterapi. Handicaprådet finder det stærkt kritisabelt, at budgettet til ordningen hvert år medfører, at mange ikke kan få adgang til ordningen, fordi budgettet slipper op længe inden, året er gået. Det har store negative konsekvenser for den enkelte og burde i det mindste være noget, der var blevet drøftet.

Handicaprådet konstaterer, at der er afsat 3 mio. kr. til i første omgang ansøgningsproces for at komme i betragtning som EU’s kulturhovedstad i 2032. Samtidig forstås det, at der afsættes et større millionbeløb til anlæg. Handicaprådet afventer at se en nærmere opgavebeskrivelse, som blev nævnt i forbindelse med den mundtlige fremlæggelse.

Det må gerne være nemt at være frivillig
Handicaprådet består som bekendt at en række repræsentanter udpeget af Danske Handicaporganisationer. Rådet ønsker at rejse bevidsthed om, at det til tider er vanskeligt at være frivillig i Aalborg Kommune. Det kan være som forening, der gerne vil slå rod i Aalborg Kommune og udbyde aktiviteter, som kan komme fællesskabet til gode. Det kan være vanskeligt at finde vej til hjælp fra kommunen i forhold til midler til at understøtte foreningsaktiviteter eller egnede lokaler til at drive foreningslivet fra. Der er mange frivillige kræfter, som gerne vil bidrage på hver deres måde og vi håber, at Aalborg Kommune vil hjælpe med at gøre det attraktivt at være frivillig.

At være frivillig er en gensidig investering også for mennesker med handicap. At mødes i sociale fællesskaber understøtter sammenhængskraft og livskvalitet samtidig med, at man som frivillig er med til at yde noget sammen med og/eller for andre. Det er betydningsfuldt på både den frivillige og for dem, der benytter sig af frivillige.

Bilag

Kontakt

Job og Velfærd

Sønderbro 12 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 26 64
Giv os din feedback

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje