Skip til hoved indholdet

22. august 2024 - referat fra Handicaprådet

Du har valgt en specifik dagsorden eller referat fra Handicaprådet. Du finder flere i arkivet over referater.

Arkiv over referater fra møder i Handicaprådet
22. august 2024 - referat fra Handicaprådet Referat fra Handicaprådet 2024-08-22

Handicaprådet 22. august 2024

Åben

Indstilling

Job og Velfærd fremsender til Handicaprådets orientering om budget 2025.

Beslutning

Rådmand Nuuradiin Salah Hussein lavede en kort indflyvning til dette års budgetproces.

Dagens orientering har rod i budgetforslag fra Job og Velfærdsforvaltningen, men de øvrige forvaltninger har været inviteret til at komme med orientering om budgetforslag af interesse for Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet. Der er kun kommet lidt fra Klima og Miljø i forhold til Flextrafik.

Der gøres rede for, at der i år er lagt op til en samlet besparelse svarende til 0,5 % i alle forvaltninger, som skal bruges til at opbygning af kassebeholdningen i Aalborg Kommune. En kommune af Aalborgs størrelse bør have 600 mio. kr. i kassebeholdningen for at være robust. Samlet set svarer det til ca. 51 mio. kr. for hele Aalborg Kommune og ca. 13,9 mio. kr. for Job og Velfærd.

Aalborg Kommune forventes at modtage 123 mio. kr. fra Økonomiaftalen. Størstedelen af pengene er dog øremærket til demografiregulering på Ældre-, Børne- og Sundhedsområdet.

Der lægges ikke skjul på, at der med de besparelsesforslag, der fremlægges i år, må forventes serviceforringelser i forhold til det nuværende niveau. 

Der gøres rede for, at en der er et stort fokus på at arbejde med at nedbringe sygefravær, som lige nu koster Aalborg Kommune 400 mio. kr. om året. Fokus skal både være med til at skabe bedre arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads og på at nedbringe udgiftsniveauet.

Der er ligeledes fokus på at nedbringe sygefravær på BPA-området, som er et svært styrbart område, hvor borgeren selv har arbejdsgiveransvaret. Der er også her fokus på at sikre bedst mulige vilkår for den enkelte borger og ikke på serviceforringelse.

Der gøres rede for, at der arbejdes med en demografiregulering på Voksensocialområdet, som bør sidestilles med reguleringerne på hhv. Ældre- og Børneområdet. Merudgifterne på Voksensocialområdet bør indarbejdes i budgettet og har været en del af de politiske forhandlinger.

Der arbejdes med styrelse af byens rum og der bliver i den anledning gjort rede for, at der ses et stigende antal østeuropæere og grønlændere i Aalborg Kommune. Der gøres samtidig rede for, at en del af dem ses tydeligt i gadebilledet og at opgaven over tid er blevet større og mere kompleks. I forhold til de østeuropæere, der afventer behandling af deres sag, i forhold til om de skal sendes hjem, er det ikke muligt for kommunen at tilbyde hjælp. Det giver vanskelige vilkår, mens de venter på afgørelse af deres sag.

Handicaprådets medlemmer giver følgende bemærkninger til den mundtlige fremlæggelse:

  • Der spørges til, hvorfor Aalborg Kommune ikke hjemtager større dele af kontaktpersonordningen på børne og ungeområdet. Dette for at sikre en mere sikker drift og bedre økonomistyring.
  • Der fremsættes ønske om, at budgetforslag i højere grad indeholder beskrivelse af konsekvenser for borgerne. Der ses gennemgående beskrivelse af konsekvenser for medarbejderne, men ikke samme konsekvente beskrivelse i forhold til borgerne, der bliver berørt af forslagene.
  • I forhold til den foreslåede lukning af Firkløveret udtrykkes bekymring i forhold til, om borgernes behov for det lille og nære miljø kan imødekommes andre steder i kommunen. Der fremsættes ønske om, at kommune tager højde for, at nogle mennesker med erhvervet hjerneskade har brug for et mindre miljø.
  • I forhold til arbejdet med at nedbringe sygefravær på BPA-området gives der tre tilbagemeldinger:
    • Man kunne overveje at give BPA'erne en højere løn for at motivere til at nedbringe sygefravær.
    • Der gives udtryk for, at der synes at være unødig meget bureaukrati og kontrol, som tager tid fra kerneopgaven.
    • Endelig gives der udtryk for, at særligt borgere med respirator er nødt til at opfordre BPA'ere til at melde sig syge ved mindste tegn på sygdom, da borgeren er i øget risiko for at blive alvorligt syg ved smitte med virusinfektioner. Der bør tages højde for dette perspektiv ved arbejdet med at nedbringe sygefravær.

Det aftales, at chefen for Voksensocialafdelingens Visitation inviteres til et kommende møde i Handicaprådet for en drøftelse af BPA-ordningen og de muligheder og udfordringer, der opleves.

Handicaprådet er interesserede i at høre mere om årsagerne til, at der ses en stigende tilstrømning af grønlændere til Aalborg Kommune. Både hvad årsagerne er og hvad vi gør for at møde dem. En passende gæst inviteres med til et kommende møde i Handicaprådet for at give indblik i dette.

Kontakt

Job og Velfærd

Sønderbro 12 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 26 64

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje