Skip til hoved indholdet

10. februar 2025 - referat fra byrådet

Du har valgt en specifik dagsorden eller referat fra byrådet. Du finder flere i arkivet over referater. Nederst under hvert punkt finder du link til et videoklip med byrådets behandling af det enkelte punkt.

Arkiv over referater fra byrådet
10. februar 2025 - referat fra byrådet Referat fra byrådet 2025-02-10

Byrådet 10. februar 2025

Åben

Beslutning

Medlemsforslag fra Liberal Alliance fremsendt efter fristen i forretningsordenen optages på dagsordenen.

Godkendt.

Mette Ekstrøm, Lasse P. N. Olsen, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Åben

Indstilling

Sundheds- og Kulturudvalget indstiller, at byrådet godkender Rammeaftale 2026-2028 mellem Kulturkanten - Det Nordjyske Kultursamarbejde og Aalborg Kommune.

Økonomiudvalget anbefaler indstillingen.

Beslutning

Godkendt.

Mette Ekstrøm, Lasse P. N. Olsen, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Bilag

Åben

Indstilling

Økonomi og Erhverv indstiller, at byrådet godkender,

at Jane Østergaard udtræder af Job- og Velfærdsudvalget pr. 1. marts 2025 og Rosalina Svane Schmidt indtræder, og

at Bjarne Jensen udtræder af Sundheds- og Kulturudvalget pr. 1. marts 2025 og Rosalina Svane Schmidt indtræder.

Økonomiudvalget har haft sagen til orientering.

Beslutning

Godkendt.

Mette Ekstrøm, Lasse P. N. Olsen, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.


Åben

Indstilling

Økonomiudvalget indstiller, at byrådet godkender de ændrede vedtægter for Den Selvejende Institution Svalegaarden, som beskrevet i sagsbeskrivelsen.

Beslutning

Godkendt, idet det bemærkes, at udpegningen af kommunale medlemmer til bestyrelsen skal følge byrådsperioden.

Mette Ekstrøm, Lasse P. N. Olsen, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Bilag

Åben

Indstilling

By- og Landskabsudvalget indstiller, at byrådet godkender

  • forslag til Kommuneplantillæg 5.040,
  • forslag til Lokalplan 5-9-116,
  • miljørapporten for Lokalplan 5-9-116 og Kommuneplantillæg 5.040,
  • miljøkonsekvensrapport for Solcelleanlæg ved Bouet samt udkast til §25 tilladelse (VVM), og
  • at forslagene sendes i offentlig høring i minimum 8 uger.
Peter Lindholt kan ikke anbefale indstillingen. Da administrationsgrundlaget for grøn pulje ikke er vedtaget, og da der påtænkes at blive bygget helt ud til landevejene, vil DanmarksDemokraterne ikke godkende, at et så stort anlæg opføres på så synligt et sted de næste ca. 40 år. Arealet er også et af de eneste tilgængelige steder til erhvervsudvikling rundt om Aalborg og især nord for fjorden.

Helle Frederiksen og Jane Østergaard var fraværende. 

Økonomiudvalget anbefaler indstillingen, og at der arbejdes videre med at imødegå visuelle udfordringer.

Beslutning

Liberal Alliances og Danmarksdemokraternes byrådsgrupper stillede følgende ændringsforslag:

"Vi foreslår, at kommuneplantillægget sendes tilbage til By og Land til fornyet vurdering. 

Siden energiarealerne blev udpeget, er der sket meget, og vi er blevet klogere på de udfordringer, som venter os i fremtiden. Vi skal fx tage meget mere hensyn til drikkevandsområder. Vi er blevet opmærksomme på, at der sådan set ikke er de store muligheder for at udvikle omkring Aalborg. Fx er dette areal ved Bouet ændret fra at være uinteressant til at være et attraktivt erhvervsområde mellem to motorveje. Aalborg Kommune har brug for nye arbejdspladser, der er med til at sikre vores velfærd i kommunen.

Desuden er administrationsgrundlaget, der præciserer fordelingen af VE midlerne, endnu ikke afklaret, så ingen ved, hvad der sker ved en evt. godkendelse af denne kommuneplan.

Derfor bør vi som ansvarlige politikere tage en ny drøftelse af arealanvendelsen i kommunen og tage det i den rigtige rækkefølge."

For ændringsforslaget stemte: 2 (Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne)

Imod ændringsforslaget stemte: 26

Ændringsforslaget er herefter ikke godkendt

For indstillingen stemte: 26

Imod indstillingen stemte: 2 (Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne)

Indstillingen er herefter godkendt.

Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Bilag

Åben

Indstilling

By- og Landskabsudvalget indstiller, at byrådet godkender, at

  • Kommuneplantillæg 5.038 bortfalder, og
  • Lokalplan 5-6-108 bortfalder.

 Helle Frederiksen og Jane Østergaard var fraværende. 

Økonomiudvalget anbefaler indstillingen.

Beslutning

Godkendt.

Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Åben

Indstilling

By- og Landskabsudvalget indstiller, at byrådet godkender

  • forslag til Lokalplan 4-5-104,
  • at der ikke skal laves en miljørapport, og
  • at forslaget sendes i offentlig høring i minimum 4 uger.
Helle Frederiksen og Jane Østergaard var fraværende. 

Økonomiudvalget anbefaler indstillingen.

Beslutning

Godkendt.

Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Bilag

Åben

Indstilling

By- og Landskabsudvalget indstiller, at byrådet godkender

  • forslag til Lokalplan 5-7-102, 
  • at der ikke skal laves en miljørapport, og
  • at forslaget sendes i offentlig høring i minimum 4 uger.
Helle Frederiksen og Jane Østergaard var fraværende. 

Økonomiudvalget anbefaler indstillingen.

Beslutning

Godkendt.

Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Bilag

Åben

Indstilling

Det Konservative Folkepartis byrådsgruppe har anmodet om, at følgende optages på byrådets dagsorden til mødet den 10. februar 2025:

"By- og Landskabsudvalgets behandling af principper for planlægning for Øster Sundby og Nørre Tranders den 10. oktober 2024 fandt sted i et ikke fuldtalligt udvalg. Da området har strategisk betydning for den fremtidige byudvikling i Aalborg, finder vi det hos de Konservative principielt, at sagen drøftes i en større kreds af partier.

Vi finder det eksempelvis væsentligt for sammenhængen i den fremtidige planlægning, at en ejendom som Struervej 90 medtages, så der kan udvikles i henhold til Planlovens princip om ”indefra og ud” samt at en kommende vejbetjeningsløsning fra Øster Sundbyvej kan realiseres så hensigtsmæssigt som muligt."

Beslutningsdokument fra By- og Landskabsudvalgets behandling af sagen den 10. oktober 2024 (punkt 7) fremgår af bilag.

Beslutning

Indstillingen fra By og Landskabsudvalgets møde den 10. oktober 2024

"By og Land indstiller, at By- og Landskabsudvalget godkender
• nedenstående principper for planlægning inden for Øster Sundby, Nørre Tranders og det
mellemliggende landområde, og
• at der igangsættes planlægning i form af tillæg til kommuneplanen og efterfølgende lokalplaner med
udgangspunkt i principperne."

For indstillingen stemte: 17

Imod indstillingen stemte: 9 (Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten)

Indstillingen fra By og Landskabsudvalgets møde den 10. oktober 2024 er herefter godkendt.

Helle Frederiksen forlod mødet under behandling af punktet på grund af inhabilitet.

Evald Rise Lange, Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.


Bilag

Åben

Indstilling

Radikale Venstres, Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis byrådsgrupper har anmodet om, at følgende optages på byrådets dagsorden til mødet den 10. februar 2025:

"Forslag til KL’s delegeretmøde

S og SF stillede på byrådsmødet den 27. maj 2024 forslag om, at Aalborg Kommune søgte KL’s godkendelse til at iværksætte en prøvehandling i udvalgte afdelinger i kommunen, der giver ret til at holde fri til at passe egne syge børn med løn under hele sygdomsperioden. Forslaget blev vedtaget af et enigt byråd, men mødte desværre umiddelbart et nej fra KL. Helle Frederiksen(S) og Jane Østergaard (SF) har arbejdet for at ændre denne holdning i KL-regi. De har ligeledes skrevet til Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr i december 2024 med henblik på at fremme ønsket om at få adgang til at lave prøvehandlinger i Aalborg kommune og har endnu ikke modtaget svar. 

For at sætte yderligere skub i at komme i gang med forsøgene til gavn for børnefamilierne foreslås dette:

Aalborg Kommune stiller dette forslag til KL’s delegeretmøde 20. marts 2025.

”Aalborg Kommune modtog den 17. september 2024 afslag fra KL på en ansøgning om at iværksætte en prøvehandling i udvalgte afdelinger i Aalborg Kommune, der giver ansatte ret til fri med løn i hele perioden, hvor de passer deres syge børn.

Baggrunden var, at flere private firmaer, bl.a. Koncernen Nordlys med 3.163 internt ansatte, har afprøvet dette med stor succes. Norlys har efter det første år med ordningen konstateret, at omkostningen har været 4.400 flere timers fravær forbundet med barns sygdom ud over den første dag, som alle har ret til. Det svarer til, at ”merforbruget” ligger på 1,3 timer pr. medarbejder pr. år – svarende til godt 10 minutters ekstra fravær pr. måned pr. medarbejder.

Dette ses som en meget lav pris for den øgede fleksibilitet, det giver børnefamilier under børns sygdom, hvor børn allerhelst vil passes af deres forældre – og det kan bidrage til den overordnede dagsorden i samfundet, hvor vi ønsker, at flere unge familier vælger at få børn. Det kan derudover bidrage til at reducere smittetrykket i vuggestuer, børnehaver og skoler – og det er samtidigt en oplagt vej til at styrke indsatsen for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft i landets kommuner.

Det foreslås på den baggrund, at KL’s bestyrelse åbner for forsøg med ordningen i et antal kommuner for at høste erfaringer inden det vurderes, om ordningen skal afprøves i et bredere format eller indgå som en mulighed i kommende overenskomstforhandlinger.

KL anfører i sit afslag, at KL ikke ”ensidigt kan etablere et rettighed”, da det vil skulle aftales med de faglige organisationer. Aalborg Kommune er overbevist om, at KL kan opnå de faglige organisationers tilslutning til de beskrevne prøvehandlinger”."

Beslutning

Ændringsforslag fra Det Radikale Venstres, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokratiets byrådsgrupper:

Aalborg Kommune fremsender nedenstående forslag til KL’s delegeretmøde 20. marts 2025:

“Aalborg byråd finder det vigtigt at offentlige og private arbejdspladser tilbyder familievenlige og fleksible arbejdspladser, og at samfundet generelt tager hensyn til børnefamiliernes behov. Aalborg byråd opfordrer derfor KL’s bestyrelse til at arbejde over en bred palet for at familiepolitiske hensyn sættes på dagsordenen nationalt, og at børnefamiliernes vilkår indgår med vægt i den nationale debat og prioritering. Aalborg byråd vil endvidere opfordre KL’s bestyrelse til konkret at arbejde for familiepolitiske indsatser, som inddrager erfaringer fra det private erhvervsliv med at give bedre vilkår for at forældre kan passe deres egne syge børn helt indtil de er raske igen med løn.”

For indstillingen med ændringsforslag: 16

Imod indstillingen med ændringsforslag: 11 (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne)

Anna Aaen, Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.



Åben

Indstilling

Liberal Alliance har anmodet om, at følgende optages på byrådets dagsorden til mødet den 10. februar 2025:

"Liberal Alliance foreslår en undersøgelse af de potentielle fordele og ulemper ved at flytte
fritidscentre fra (JV) til (BU). Formålet med denne undersøgelse er at evaluere, hvordan en
sådan ændring kan påvirke fritidscentrenes drift, ressourcer og brugernes trivsel.

Det er afgørende, at undersøgelsen er forankret i både JV og BU for at opnå et
helhedsorienteret perspektiv. Et tæt samarbejde mellem de to enheder vil sikre, at alle
aspekter af fritidscentrene belyses, og at der tages hensyn til både drift og pædagogiske mål.
Dette samarbejde vil kunne afdække, hvordan ressourcerne bedst udnyttes, og hvordan
strukturelle ændringer kan implementeres uden at gå på kompromis med kvaliteten af
tilbuddene til børn og unge.

Liberal Alliance mener, at en grundig undersøgelse af denne overflytning vil give et klart billede
af, hvordan fritidscentrene bedst kan organiseres for at fremme børns og unges trivsel og
udvikling. Vi opfordrer til en åben og konstruktiv debat om emnet med inddragelse af alle
relevante interessenter.

Det er vigtigt at understrege, at Liberal Alliance endnu ikke har taget stilling til, om det er en
god idé at flytte fritidscentrene fra JV til BU. Formålet med undersøgelsen er netop at belyse
fordele og ulemper ved en sådan overflytning. Vi ønsker, at undersøgelsen bliver gennemført,
selvom den oprindelige proces, som blev iværksat bag politisk lukkede døre for at beskytte
medarbejdere og de unge, er blevet afbrudt på grund af læk bag lukkede døre. Liberal Alliance
mener, at brud på tavshedspligten ikke skal belønnes, og derfor ønsker vi at få lavet denne
undersøgelse."

Beslutning

For forslaget stemte: 11 (Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Venstre)

Imod forslaget stemte: 17

Forslaget er herefter ikke godkendt.

Mette Ekstrøm, Kristoffer Storm og Rosa Sulaiman var fraværende.

Åben

Beslutning

-.

Videoer og webtilgængelighed

Der er desværre ikke undertekster på de videoklip fra byrådsmøderne, som du finder link til i bunden af de enkelte punkter i referatet. Det skyldes, at indholdet er en ekstra service, mens tekstindholdet udgør det primære og webtilgængelige indhold på siden.

Hvis der er indhold på siden, som ikke er tilgængeligt for dig, skal du ikke tøve med at kontakte os.

Kontakt

Byrådssekretariatet

Boulevarden 13 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 06

Skriv til os

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje